Dansker regnskaber er blandede bolsjer

Af seniorrådgiver, Nils Lundsby

11-03-2010:
Del på Facebook | Del på Twitter
Resultaterne fra de danske virksomheder kan ikke leve op de flotte amerikanske regnskabstal. Regnskabsæsonen lakker mod enden, og vi tager temperaturen på de danske aktier.

Den danske regnskabssæson lakker mod enden, og det er tid til at gøre status. Der skal ikke være tvivl om, at de danske regnskaber ikke kan leve op til de flotte regnskaber, som vi har set fra de amerikanske selskaber, og konklusionen må være, at de danske regnskaber har været en god gang blandede bolsjer.

Ud over at der er tale om en blandet regnskabssæson, så ser vi at selskaberne har været gode til at skære omkostninger væk, hvormed de er godt rustet til fremtiden. Men fremadrettet vil vi gerne se noget vækst på toplinjen.

Hvis vi skal udpege nogle vindere i den danske regnskabssæson, så er det helt klart Carlsberg, FLSmidth og IC Companys. Vi har da også set, at selskaberne er blevet belønnet for regnskaberne, men det afskrækker os ikke, og vi mener helt klart, at de tre aktier bør være en del af ens portefølje.

Industri har leveret gode regnskaber
Det overordnede indtryk fra industriselskaber er, at de har leveret ganske gode regnskaber.

FLSmidth leverede et ganske godt regnskab, hvor man havde styr på omkostningerne. NKT leverede også et godt regnskab, hvor selskabet viste styrke inden for stærkstrøms kabler. Der var en del spænding omkring Vestas forud for regnskabet, men selskabet leverede rent faktisk et regnskab, der var godkendt.

Satair hører også til kategorien af industrivirksomheder, selvom der er tale om en grossistvirksomhed. Satair leverede et regnskab, som var lidt til den svage side af de opjusterede forventninger. Vi vælger også at tage Novozymes med i denne kategori, selvom selskabet ikke hører med i sektoren. Novozymes leverede et godt regnskab, der slog forventningerne.

Kigger vi på selskabernes forventninger til 2010, så er vi heller ikke skræmt.Oven på regnskabssæsonen mener vi,  at man som investor skal fokusere på FLSmidth, Satair og Vestas. Med hensyn til Novozymes, så mener vi, at der pt. er tale om en dyr aktie med begrænset vækst, hvor der findes bedre alternativer.

Konservative udmeldinger fra transport
Alle ved, at 2009 har været et hårdt år for transportsektoren, hvorfor vi ikke fokuserer så meget på tallene fra 2009, men finder det væsentlig mere interessant at høre, hvad selskaberne siger om 2010. Her skuffer både DSV og A.P. Møller-Mærsk markedet. Men her skal man dog huske på, at begge selskaber er afhængige af, at verdensøkonomien igen kommer op i gear, så der er noget at transportere, hvilket får selskaberne til at sige, at de fortsat ser stor usikkerhed. Her hæfter vi os ved, at de makroøkonomiske nøgletal peger i den rigtige retning, hvilket får deres udmeldinger til at virke konservative.

Forbrug hæderligt 
Også selskaberne, der relaterer sig til vores personlige forbrug, er kommet hæderligt igennem 4. kvartal, og her ser vi også nogen optimisme i forventningerne til 2010.  Bang & Olufsen er dog en undtagelse, da selskabet leverede et skuffende regnskab.

Konklusionen inden for forbrug er, at man skal løbe efter Carlsberg og IC Companys. Carlsberg viser, at bryggeriet kan sejle igennem selv meget rørte vande, og med de nye indtjeningsmål er der mere at komme efter. Derudover vil en forbedring af specielt den russiske økonomi komme selskabet til gode. Endelig mener vi også, at den rabat som Carlsberg handler med i forhold til konkurrenternr skal indsnævres.

Vi tror, at IC Companys også fremadrettet vil høste frugterne af den restrukturering, som selskabet er i gang med.

Gå udenlandsk i medicinal
Inden for medicinalsektoren har vi fået en række gode regnskaber. Coloplast imponerede med en flot indtjening, ligesom Novo Nordisk også leverede et solidt regnskab, mens Lundbeck aflagde et regnskab på niveau med forventningerne. Dog leverede ALK-Abello et skuffende resultat. Så alt i alt en godkendt regnskabsæson fra medicinalselskaberne.

Vi har dog svært ved at se, hvad der skal drive disse aktier videre. Og konklusionen er, at Lundbeck kan virke interessant på grund af, at aktien er billig, men der er også udfordringer forude. Novo er en dyr aktie, hvor der ikke rigtig er nogen trigger nært forestående, hvorfor der findes bedre alternativer. Coloplast kan også virke interessant, men inden for medicinalsektoren vælger vi udenlandske selskaber som Roche og Teva, som er væsentligt mere interessante og billigere prissat.

Dansk finans ramt
Finanssektoren har det sidste år haft det rigtig svært, hvilket da også har sat sit tydelige præg på aktiekurserne. Regnskaberne for både Danske Bank og Sydbank viser en forbedring, selvom udlån stadig driller bankerne, hvilket i særlig grad gik ud over Jyske Bank.

Vi vælger at kigge mod udlandet, hvis du som investor skal eksponere dig mod banker, og mener, at svenske Swedbank er et interessant bekendtskab. Banken har tidligere haft meget store problemer, men der er nu ryddet op og forretningen går nu igen i den rigtige retning, og så er Swedbank en billig aktie.

Vi har også fået to regnskaber meget forskellige regnskaber inden for forsikring. TrygVesta viser igen, at det er et veldrevet forsikringsselskab, og udmeldingerne omkring 2010 giver ro omkring aktien. Derimod viser Alm. Brand, at det er et knap så veldrevet forsikringsselskab, hvor man bruger flere penge på skadesudbetalinger og administration. Derudover bliver Alm. Brand presset af, at der er rigtig store tab i bankdivisionen, hvilket der også vil være i 2010. Vi mener, at TrygVesta er en interessant aktie, hvis man vil eksponeres mod forsikring.

De forslag til investeringer, du læser her på siden, er ikke tilpasset din individuelle situation. Vi anbefaler, at du kontakter din rådgiver, før du investerer.