Facebook går på børsen

Michael Borre, chefaktierådgiver

03-02-2012: Facebook går på børsen, og der spekuleres i, at selskabet vil få en markedsværdi på USD 100 mia. Med så stor en prisseddel vil Facebook stryge direkte ind i internetaktiernes superliga. Disse tæller bl.a. Google, der har en markedsværdi på USD 190 mia., Amazon med en markedsværdi på USD 83 mia. og eBay, der er USD 42 mia. værd.

Det forventes, at over en milliard mennesker kloden over vil have en Facebook-profil ved årets udgang. Denne kundebase er opnået på rekordtid siden Facebooks opstart i 2004. Selskabet har dermed opnået en meget vigtig "first-mover-advantage" i forhold til andre sociale netværk på internettet. Forretningsmodellen har nemlig såkaldte netværkseffekter. Det betyder, at værdien af Facebook-netværket stiger eksponentielt med antallet af brugere på netværket. Når nye brugere skal beslutte sig for, hvilket socialt netværk de vil tilmelde sig, taler meget for, at man vælger Facebook. Alene af den grund, at det er her, der allerede er flest tilmeldt allerede. Derfor bliver det ualmindeligt svært for konkurrenterne at vippe Facebook af pinden. Google prøver med et konkurrerende produkt Google+, og selvom succesen har været begrænset hidtil, så skal man ikke undervurdere Google. Selskabet bruger ca. DKK 2,5 mia. på forskning og udvikling om måneden!

Facebook er altså allerede blevet en stor succes, men det betyder ikke nødvendigvis, at man bør købe aktien. Selvom Facebook har mange brugere, er det indtil videre begrænset, hvor meget selskabet tjener på dem. Sidste år landede overskuddet på USD en mia. Hvis markedsværdien lander på USD 100 mia. svarer det til, at man betaler 100 dollar for en dollars overskud. Så høj en prissætningen kræver, at overskuddet vokser betydeligt i de kommende år for, at aktien er prisen værd. Facebook skal altså blive rigtig dygtige til at tjene penge på de mange brugere. På sigt kunne abonnementsbetaling være en mulighed, men spørgsmålet er, om brugerne vil acceptere det. Specielt når der trods alt findes alternativer i form af fx Google+.

Vi vil ikke kalde det umuligt, men det bliver efter vores vurdering svært for Facebook at trække så mange penge ud af brugerne, at en prisseddel på USD 100 mia. kan retfærdiggøres.