Fire nye priser til Nordea Invest

For andet år i træk kan Nordea Invest kalde sig landets bedste obligationsforvalter og som noget nyt landets bedste til danske aktier. Derudover løb investeringsforeningen med to andre priser ved årets Morningstar Fund Awards.

Den årlige Morningstar Fund Awards, der bedst kan bedst beskrives som det uofficielle danmarksmesterskab for investeringsforeninger, uddeles hvert år til de foreninger, der har leveret de bedste resultater til investorerne. I år løb Nordea Invest med førstepladsen i fire ud af i alt 12 kategorier. Foruden titlen som årets bedste obligationsforvalter blev det til en førsteplads i kategorierne Korte obligationer, Højrente - Obligationer og Danmark - Aktier.

”Det er glædeligt, at vi nu kan lægge prisen som bedst til danske aktier oven i kåringen som årets obligationsforvalter. De to områder udgør kernen i vores produktudbud til ganske almindelige private investorer, og så er det naturligvis rart at være de bedste på vores egen hjemmebane,” siger direktør i Nordea Invest Cristina Lage.

Fokus på afkast og risiko
Erling Skorstad er obligationschef i Nordea. Hans team forvalter de 10 danske obligationsafdelinger i Nordea Invest. Ifølge ham ligger hemmeligheden bag succesen i at fokusere på andet end renteudviklingen.

”Mange fokuserer på, om de tror, at renten skal op eller ned. Det er imidlertid vanskeligt at spå om. I stedet fokuserer vi på, om vi kan gøre en god handel, når vi vælger, om vi skal investerer i en given obligation. Vi fokuserer heller ikke kun på afkast, men i lige så høj grad på risikoen,” siger han.

En todelt strategi for danske aktier
Ud over prisen som bedste obligationsforvalter fik Nordea Invest også den vigtige pris for bedste forvaltning af danske aktier.

Carsten Jantzen Leth er chef for forvaltningen af danske aktier i Nordea Investment Management og forvalter Nordea Invest Danmark, som prisen blev tildelt på baggrund af. Afdelingen steg 30,6 pct. i 2010, hvilket er mere end 5 procentpoint bedre end markedsudviklingen. Desuden forvalter han Nordea Invest Danske aktier og Nordea Invest Special Danske aktier fokus, som klarede sig endnu bedre og steg henholdsvis 31,2 og 32,5 pct. i 2010.

”Generelt er vi meget fundamentalt orienteret. I specialafdelingen tager vi større og mere kortsigtede risici. De to øvrige er lavrisikoporteføljer, hvor særligt investeringerne i de mindre selskaber har meget lange tidshorisonter. Det vil sige lav risiko og lave omkostninger,” siger han.

Morningstar tildeler hvert år Funds Awards til de bedste investeringsafdelinger inden for 12 kategorier. Tildelingen sker på baggrund af en analysemetode, som Morningstar anvender i hele Europa.