Markedkommentarer om aktier
Skuffende regnskab fra William Demant

11-03-2010 15:31

Den lange periode med stigninger ser i dag ud til at få sin ende, da de europæiske indeks over hele linjen ligger i rødt. Faldene sker med udgangspunkt i nattens nøgletal fra Kina, som viste en fortsat eksplosiv vækst og som derfor har fået frygten for yderligere økonomiske stramninger til at blusse op igen. Det er råvaresektoren der fører an i faldet, da den er en af de mest følsomme overfor udviklingen i Kina. Samlet set er der dog tale om forholdsvis begrænsede fald når den seneste tids stigning tages i betragtning, og det underbygger vores tese om, at den underliggende positive styrke i markedet er intakt. Dagens amerikanske nøgletal for bl.a. nye dagpengesøgende kom ud stort set som forventet, men har alligevel forværre stemningen på de europæiske aktiemarkeder. De amerikanske indeks ligger til at åbne i et lille minus.  

Danske aktier

Dagens regnskab fra William Demant var en skuffelse. Godt nok var omsætningen en anelse højere end ventet, men driftsresultatet nåede ikke det ventede. Skuffelsen ser ud til at skyldes dårligere omkostningskontrol end ventet. Som sædvanligt sætter selskabet ikke tal på forventningerne til 2010, men siger at der forventes "pæn vækst" i driftsresultatet. Vi ser ikke noget i regnskabet, som ændrer ved vores holdning om, at aktien ganske enkelt er for dyr. Der er bedre muligheder andre steder. FLSmidth har vundet en større kontrakt på drift og vedligeholdelse af en cementfabrik i Angola. Kontrakten løber over fem år, og har en værdi på godt DKK 1,1 mia. FLS stiger fortjent på meddelelsen. Lundbeck klarer sig også godt, efter at Société Générale har startet dækning med en købsanbefaling. Vi er også positive på aktien, men ser dog bedre muligheder blandt de udenlandske medicinalaktier. Specielt er vi positive på Roche, Teva og Bayer. Solar fortsætter yderligere op efter regnskabet i går. Vi har et godt øje til aktien, der potentielt er meget billig, hvis de langsigtede mål nås. Det er ikke for sent at købe. En artikel i Berlingske Tidende sætter positivt fokus på de forbedrede udsigter for containershipping. Chefen for containerdivisionen i A.P. Møller-Mærsk udtaler, at det er muligt for containerdivisionen at blive profitabel i år.

/Michael Borre, chefrådgiver.

/Michael Borre ejer aktier i FLSmidth.


Om denne kommentar
Nordea påtager sig intet ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af materialet. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af hele materialet eller dele heraf er ikke tilladt ifølge gældende lov om ophavsret.
Se ansvarsfraskrivelse