Certifikater

Spørgsmål og svar

Expand Hvad er et certifikat?
Et certifikat er et værdipapir, der følger kursudviklingen i et aktieindeks eller en sektor.

Du handler et certifikat på børsen - på præcis samme måde, som du handler en aktie.

Hvis du køber et bull-certifikat, vil du nyde godt af en stigning i det underliggende aktiv. Og hvis du investerer i et bear-certifikat, vil du nyde godt, af et fald i det underliggende aktiv.

Du kan vælge at sætte fart på din investering ved at købe et gearet certifikat.

Når du investerer i certifikater, kan du aldrig tabe flere penge, end du har investeret.   
Expand Hvilke typer certifikater kan jeg investere i hos Nordea?
Du kan investere i fire forskellige typer af certifikater:

Bull ugearet:
Værdien af certifikatet stiger, når værdien af det underliggende aktiv stiger. Certifikatets værdi bevæger sig i forholdet 1:1 til kursen på det underliggende aktiv.

Bull gearet:
Værdien af certifikatet stiger, når værdien af det underliggende aktiv stiger. Certifikatets værdi bevæger sig i forholdet 2:1 til den daglige kursudvikling på det underliggende aktiv.

Bear ugearet:
Værdien af certifikatet stiger, når værdien af det underliggende aktiv falder. Certifikatets værdi bevæger sig i forholdet -1:1 til kursen på det underliggende aktiv.

Bear gearet:
Værdien af certifikatet stiger, når værdien af det underliggende aktiv falder. Certifikatets værdi bevæger sig i forholdet -2:1 til den daglige kursudvikling på det underliggende aktiv.
Expand Hvordan kommer jeg i gang med at handle?
Hvis du allerede har Nordea Online Investering kan du gå i gang med at handle nu. Log på - og så er du i gang.

Hvis du ikke Nordea-kunde eller ikke har Online Investering skal du bestille det her på hjemmesiden. Oprettelsen er gratis.

Du bestiller Online Investering her
Expand Hvad koster et certifikat?
En af fordelene ved certifikater er, at de altid udbydes til lave priser. 
Et certifikat vil altid koste mindre end det aktiv, det følger. Det er nemlig ikke aktivet, du køber, men derimod et papir, som følger kursudviklingen i aktivet.
Expand Hvad er et gearet certifikat?
Nogle certifikater har indbygget gearing. Gearing defineres i denne sammenhæng som forholdet mellem værdien af eksponeringen i det underliggende aktiv på den ene side og værdien af det investerede beløb – altså certifikatet – på den anden side.

Er certifikatets gearingsfaktor større end 1, opnås en større eksponering i det underliggende aktiv i forhold til det investerede beløb. Det betyder, at certifikatet har både større afkastmuligheder og risiko for større tab end et tilsvarende ugearet certifikat.

Kursudviklingen på gearede certifikater ændrer sig dagligt med kursudviklingen i det underliggende aktiv ganget med gearingsfaktoren. Da gearede certifikater følger den daglige kursudvikling ganget med gearingsfaktoren kan du opleve, at den samlede effekt af gearingen i en given periode kan være højere eller lavere end den givne gearingsfaktor på investeringstidspunktet.
Expand Er min risiko større, når jeg investerer med gearing?
Risikoen for tab ved investering er den samme, uanset om der er tale om et gearet eller ugearet certifikat.

Men for certifikater med gearing gælder det dog, at jo større gearingsfaktoren er, jo større vil tabet være i forhold til ugearede certifikater. Viser det sig, at kursudviklingen på det underliggende aktiv går modsat dine forventninger, falder værdien af dit gearede certifikat, hvis det har gearingsfaktor 2, også dagligt dobbelt så hurtigt.
Expand Hvad er risikoen?
Helt overordnet er risikoen ved handel med certifikater ikke større end ved handel med aktier. Og du kan aldrig tabe mere, end du har investeret.

Værdien af certifikater opgøres i danske kroner og følger udviklingen i værdien af et underliggende aktiv. Hvis det underliggende aktiv er opgjort i en anden valuta end danske kroner, så påvirkes værdien af certifikatet også af valutakursen på den valuta, som det underliggende aktiv opgøres i. Det betyder, at værdien af certifikatet påvirkes af værdien af det underliggende aktiv i den valuta, som aktivet opgøres i og af udsving i valutakursen imellem den valuta, som det underliggende aktiv opgøres i og danske kroner.

Desuden har certifikater med indbygget gearing en højere risiko end certifikater uden indbygget gearing 

Du får hverken rente eller udbytte af et certifikat, men det modsvarer den til enhver tid værende værdi i det underliggende aktiv. Ved investering i certifikater opnår du ikke det afkast - den alternative forrentning - som du kunne have opnået ved at investere i et andet investeringsprodukt end certifikater.

Certifikaterne udstedes af Nordea Bank AB. Ved køb af certifikater påtager du dig en kreditrisiko på modparten Nordea Bank AB. 

Det er vigtigt, at du læser reglerne for værdipapirhandel, så du forstår både risikoen og mulighederne, når du handler.

Er du usikker på, om certifikater er noget for dig, bør du søge rådgivning, før du investerer.
Expand Hvad er et Bear-certifikat?
Med certifikater kan du investere ud fra en forventning om et fald i værdien af et underliggende aktiv. Det gør du via et såkaldt Bear-certifikat. Mens et Bull-certifikat stiger i værdi, når værdien af det underliggende aktiv stiger, så stiger et Bear-certifikat i værdi, når værdien af det underliggende aktiv falder.
Expand Har jeg brug for en marginkonto?
Nej, du har ikke brug for en marginkonto - og der er heller ikke daglig afregning. Du køber et certifikat for et givent beløb, og sælger det den dag, du vil. Det er ligesom at handle med aktier.
Expand Hvordan beskattes gevinsten af et certifikat?
Det skal bemærkes, at oplysningerne i dette afsnit
ikke kan betragtes som skatterådgivning, og at skattebehandlingen
afhænger af din individuelle situation og kan ændre sig fremover. Vi anbefaler derfor, at du søger rådgivning hos revisor eller lignende,
om den skattemæssige betydning for dig. Certifikater beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter. Disse beskattes årligt efter lagerprincippet.

Personbeskattede
Investerer du for frie midler beskattes dine gevinster som kapitalindkomst. Tab på certifikater kan modregnes i samme eller tidligere års gevinster på finansielle kontrakter, andre certifikater og strukturerede obligationer. Overskydende tab kan modregnes i årets gevinster på regulerede aktier når certifikatet er baseret på aktier eller aktieindeks. Tab der ikke kan anvendes til modregning kan fremføres til modregning i senere år.

Selskabsbeskattede
Gevinster indgår i selskabsindkomsten og tab modregnes
i selskabsindkomsten i det år tabet konstateres. Der er ikke som for personer tabsbegrænsningsregler. 
Expand Hvad er forskellen på et certifikat og en future?
I bund og grund minder certifikater og futures meget om hinanden. De er begge designet til at følge udviklingen på et underliggende aktiv.

Men der er vigtige forskelle. På certifikater er der kontant afregning, ligesom vi kender det fra aktiehandel. På futures sker der derimod en daglig difference-afregning på gevinst eller tab. På futures skal du også stille en sikkerhed. Det gælder ikke for certifikater.
Expand Hvor meget må jeg handle for?
Der er principielt ikke nogen øvre grænse for, hvor meget du må handle certifikater for. Det afhænger ene og alene af dine midler. 
Expand Hvad er løbetiden på et certifikat?
Løbetiden på vores certifikateter kan i princippet variere fra 1 år og frem. De certifikater, du kan handle i dag, har alle en løbetid på 5 år.
Expand Er certifikater noget for mig?
Certifikater er ikke en hensigtsmæssig investering for alle. Det kræver, at du her en god forståelse for den risiko, der er forbundet med en investering som sådan.

Hvis ikke du for nylig har handlet det, vi kalder komplekse produkter - som f.eks. en struktureret obligation - så vil vi stille dig en række spørgsmål for at vurdere din erfaring med denne type handel. Det gør vi for at sikre, at du har et godt kendskab til en investeringsform som denne.
Expand Kan jeg handle certifikater for min pension
Nej, du kan ikke handle certifikater for dit pensionsdepot.
Expand Hvordan finder jeg ud af hvilke virksomheder, der er med i en sektor?
STOXX ® Europe 600 rummer 600 europæiske virksomheder i forskellige sektorer. Det er disse sektorer, du kan investere i via vores certifikater.

Her kan du se de virksomheder (pdf), som er med.