Handler

Spørgsmål og svar

Expand Hvordan kan jeg handle?
Du kan handle værdipapirer på flere måder via Online Investering.

Du har adgang til:
  • Strakshandel
  • Gennemsnitshandel
  • Børshandel
  • Kommissionshandel
Expand Hvornår kan jeg handle?
Du kan handle via Online Investering fra 06.00 morgen til 02.00 nat. Hvis du handler i et tidsrum, hvor børsen er lukket, gemmer vi blot din ordre til børsen åbner.

Derudover kan du strakshandle fra 09.00 - 22.00 på det danske marked.
Expand Hvor meget kan jeg handle for?
Fra start kan du handle for 200.000 kr pr. dag, når du handler aktier. Og for 500.000 kr. pr. dag, når du handler obligationer.

Hvis du ønsker at ændre disse beløb, er du velkommen til at kontakte din rådgiver. Du finder kontakt-info her
Expand Hvad er strakshandel?

Kurserne på værdipapirmarkederne ændrer sig i dagens løb, i takt med at der indløber nationale og internationale nyheder om politiske, økonomiske og værdipapirspecifikke forhold. Fordelen ved en strakshandel er, at du kan afslutte handlen med en præcis viden om, hvilken kurs, du har handlet til.

Ved strakshandel handler du mod bankens handelsbeholdning til kurser, der afspejler gældende  markedsvilkår og overholder reglerne for det pågældende handelssted.

Online Investering tilbyder strakshandel på de mest likvide obligationer, aktier og investeringsforeningsandele noteret på OMX København. Det beløb, der kan handles for, afhænger af, hvor likvidt værdipapiret er.

Se vores handelskategorier for strakshandel

Hvis der ikke er en kurs på OMX København, kan banken vælge selv at stille en strakskurs.

Banken ekspederer normalt strakshandler, så længe OMX København har åbent. Men med Online investering, kan du også handle uden for OMX Københavns åbningstid. I disse tilfælde er kurserne stillet af banken og svarer til slutkursen på OMX København, medmindre
markedsforholdene ændrer sig.

For at du kan vælge strakshandel i Online Investering, skal du give dit samtykke, inden banken må udføre ordren. Det sker, når du underskriver en aftale om investering, fx aftale om depotoprettelse.

Hvis Nordea ikke kan tilbyde en strakshandel, kan ordren tages i kommission. Ordren ekspederes da efter bankens valg som en børshandel eller en gennemsnitshandel.

Expand Hvad er fordele og ulemper ved strakshandel?

Strakshandel har følgende fordele:
- Du kender straks handelskursen.
- Du handler til gældende markedsvilkår.
- Du har sikkerhed for, at handlen gennemføres.
- Den beløbsstørrelse, som tilbydes, er ofte større end aktuel børsmængde.
- Der er ingen kurstillæg/-fradrag.

Strakshandel har følgende ulemper:
- Du skal selv tage stilling til kursforskellen mellem bud- og udbudsprisen.
- Den beløbsstørrelse, som tilbydes, kan være mindre end aktuel børsmængde.

Expand Hvad er en gennemsnitshandel?

Når vælger gennemsnitshandel, handler du mod bankens handelsbeholdning.  Afregning sker til den volumen-vægtede gennemsnitspris på OMX København i tidsrummet fra de enkelte delmarkeders åbningstider og indtil kl.17.00 med følgende kurstillæg/-fradrag:

  • +0,20 kurspoint ved køb af obligationer
  • –0,20 kurspoint ved salg af obligationer
  • +0,25 procent ved køb af aktier og investeringsforeninger
  • –0,25 procent ved salg af aktier og investeringsforeninger

Gennemsnitskursen er beregnet ud fra transaktioner, som omfatter børshandler og indberetninger på standardvilkår til OMX København.

Nordea tilbyder gennemsnitshandel på de mest likvide obligationer, aktier og investeringsforeningsandele noteret på OMX København.

Den beløbsstørrelse, du kan handle for, afhænger af, hvor likvidt værdipapiret er.

Se vores handelskategorier for gennemsnitshandel

Banken forbeholder sig ret til ikke at afregne en gennemsnitsordre, hvis værdipapiret ikke har været handlet på OMX København den pågældende dag.

Hvis du handler inden kl. 10.30, bliver ordren handlet samme dag, når markedet giver mulighed for det. Kommer din ordre senere bliver  handlen først gennemført dagen efter.

Hvis Nordea ikke kan tilbyde en gennemsnitshandel, kan ordren tages i kommission. Ordren ekspederes da efter bankens valg som børshandel eller strakshandel.

Expand Hvad er fordele og ulemper ved en gennemsnitshandel?

Gennemsnitshandel har følgende fordele:
- Du er mindre sårbarhed over for kursudsving inden for dagen.

Gennemsnitshandel har følgende ulemper:
- Kursværdien er ukendt.
- Handlen gennemføres kun, hvis værdipapireret omsættes.
- Der er kurstillæg/-fradrag
- Når der er ganske små kursudsving inden for dagen, vil andre ordretyper ofte bedre kunne betale sig

Expand Hvad er børshandel?

Når du vælger børshandel lægges din ordre (med limitering) direkte ud på børsen. Her bliver den afregnet, helt eller delvis, når der handles på limiteringskursen, og når eventuelt foranstående ordrer med samme limitering er handlet.

Når en ordre gennemføres som en børshandel, kan der forekomme såkaldt selvindtræde. Det betyder, at Nordea bliver din handelsmodpart.
Når du handler obligationer, kan handelsmodparten - uafhængigt af den limiterede kurs - frit vælge mellem ordrerne på OMX København. Statsobligationer og aktier handles i den rækkefølge, ordrerne er indgået, hvis kursen er den samme.

Der kan derfor forekomme handler, som matcher din ordre, uden at ordren bliver afregnet. Når du handler aktier og statsobligationer skyldes det, at ordren ikke er langt nok fremme i køen.  For andre obligationer er årsagen, at handelsmodparten har valgt en anden ordre, da sådanne obligationshandler på OMX København handles efter princippet "accept/match".

En børshandel kan gennemføres på en dansk eller udenlandsk fondsbørs, en dansk autoriseret markedsplads (reguleret marked) eller på en anden handelsplads, hvor det er muligt (multilateral handelsfacilitet).

Ved børshandel skal handlen limiteres, dvs. at du skal angive en kurs og en periode, hvori kursen skal gælde. Når der handles aktier og statsobligationer, accepterer du samtidig, at en ordre kan delafregnes. Handlen afregnes til den kurs, du selv har fastsat, når en handelsmodpart accepterer din ordre.

Når der handles andre obligationer end statsobligationer i Online investering, handles der efter alt-eller-intet-princippet. Hvis du ikke ønsker denne form for handel, kan du altid handle via din filial.

Hvis du en anlægger en børshandel eller en udenlandsk aktiehandel efter, at børsen er lukket, vil handlen ikke blive gennemført - med mindre du ændrer limiterings-datoen.

På fondsbørserne i København, Stockholm og Helsinki  er handelspoststørrelsen altid lig med én aktie eller ét investeringsforeningsbevis, når du handler limiteret. Det betyder, at du som investor kan risikere kun at få handlet ganske få aktier af den samlede mængde - faktisk helt ned til blot 1 stk. Når du handler mindre likvide papirer kan du altså komme til at stå i en situation, hvor du må forsøge at få dine papirer handlet af flere omgange.

Expand Hvad er fordele og ulemper ved børshandel?
Børshandel har følgende fordele:
- Din ordre lægges "i markedet" på den ønskede kurs
- Limitering sker ud fra forventning til kursen
- Der er ingen kurstillæg/-fradrag

Børshandel har følgende ulemper:
- Nogle markeder, fx Oslo, har forskellige handelspost-størrelser
- Du har risiko for store kursbevægelser ved børspauser
- Du har også risiko for delafregning
- Børhandel kræver indsigt i markedet
- Der er ingen sikkerhed for, at din handel gennemføres.
Expand Hvad er kommissionshandel?
Hvis du ikke har mulighed for at handle en obligation, aktie eller investeringsforeningsandel på OMX København, som strakshandel eller gennemsnitshandel. Og hvis du ikke ønsker at handle den som børshandel, kan ordren handles som en kommissionshandel.

Når Nordea tager en ordre i kommission, er det banken som beslutter, om den bedst handles som en børshandel, en strakshandel, en gennemsnitshandel eller en handel via en værdipapirhandler.

Hvis en ordre, som tages i kommission, handles via en udenlandsk værdipapirhandler, kan denne vælge at handle ordren på den aktuelle udenlandske børs.

Når en ordre tages i kommission, og handlen gennemføres som en børshandel, kan der forekomme selvindtræde. Det betyder, at Nordea bliver din handelsmodpart.

En ordre, som tages i kommission, kan blive delafregnet. Delafregning forekommer, hvis markedet ikke giver mulighed for at afregne den fulde ordre på én gang.

Når en ordre, der er taget i kommission, afregnes som en strakshandel, afspejler kursen gældende markedsvilkår og overholder reglerne for det pågældende handelssted.

En kommissionshandel er ikke en konkret ordretype, når der handles en obligation, aktie eller investeringsforeningsandel, der er noteret på OMX København. Men på en udenlandsk børs kan kommissionshandel være en konkret ordretype.

Ordrer, der gælder udenlandske aktier, som ikke handles som en børshandel, handles altid i kommission med mulighed for limitering.

Expand Hvad er fordele og ulemper ved kommissionshandel?

Kommissionshandel har følgende fordele:
- Din ordre placeres på den markedsplads, hvor Nordea venter at få den bedste ordreudførelse.
- Hvis ordren videregives til en værdipapirhandler, vil denne være valgt ud fra sin evne til at opnå den bedst mulige ordreudførelse
- Det kræver ikke stor indsigt i værdipapirmarkedet
- Der er ingen kurstillæg/-fradrag

Kommissionshandel har følgende ulemper:
- Du har risiko for delafregning
- Handelskursen kendes ikke med det samme

Expand Hvorfor forsvinder priserne på et papir i Online Investering pludselig?
Når prisen på et værdipapir pludselig forsvinder fra Online Investering, er det fordi, en Circuit Breaker eller en Trading Safeguard fra OMX er trådt i kraft.

Begge funktioner har virket på børserne i Danmark, Sverige, Finland og Island siden juni 2008 - og skal være med til at skabe større tryghed i volatile perioder.

Circuit Breakers afbryder handlen, hvis kursændringen på baggrund af en ny ordre er relativ stor (det kaldes en dynamisk Circuit Breaker), eller hvis kursændringen over dagen er meget stor (det kaldes en statisk Circuit Breaker).

Trading Safeguards betyder, at du i børsens åbningstid ikke kan afgive børsordrer, der afviger mere end et bestemt antal procent fra den senest handlede kurs. Det gælder både for købs- og salgsordrer.

Her kan du se, ved hvilke kursændringer, de forskellige funktioner træder i kraft:


Dynamiske Circuit Breakers Kursændring

Aktier på OMXC20, OMXH25 og OMXS30

+/- 3%

Aktier på OMXI15

+/- 3%

Investeringsforeninger

+/- 5%

Øvrige aktier, aktier på First North samt internationale aktier noteret i Sverige

+/- 5%

Penny shares* og illikvide aktier

+/- 10%

Referencekursen på dynamiske Circuit Breakers er den senest handlede kurs.

Statiske Circuit Breakers Kursændring

Aktier på OMXC20, OMXH25 og OMXS30 og alle investeringsforeninger

+/- 10 %

Øvrige aktier, aktier på First North samt internationale aktier noteret i Sverige

+/- 15 %

Penny shares* og illikvide aktier

+/- 20%

Referencekursen på statiske Circuit Breakers er ligevægtskursen fra den seneste auktion.

Trading Safeguard Kursændring

Aktier

+/- 15 %

Penny shares* og illikvide aktier

+/- 50 %
*Penny shares er aktier handlet til en kurs under 5 DKK/SEK/ISK eller under 0,50 EUR.